Aktivitetscentret Lyngparken 
- for fællesskabet

Månedens udstiller

Kirsten Illeborg udstiller i januar, februar, marts og april 2024 Vi er heldige! Kirsten Illeborg har udvidet udstillingsperioden af sin kunst til at omfatte april måned. Kirsten fortæller om sig selv: ”Jeg er læreruddannet. I den frie skoleverden (efterskoler og højskole) har jeg samlet erfaringer. Biologi er mit linjefag og dansk mit hjertefag. De to fag er – sammen med billedkunsten – smeltet sammen til en højere enhed, som er en væsentlig del af mig – en blanding af allehånde natur- og farveinspirationer, stemninger, mennesker, jeg er beriget af; bøger jeg har læst, musik og ord, jeg har hørt; tanker, jeg har tænkt, og ord jeg har leget med. Alt dette er at finde i mit livs store rygsæk. Ligesom tidligere har hvert værk sin særlige historie. På Mols har jeg skabt mit eget mentale motionsrum. Her udtrykker jeg mig på min egen måde og fortolker virkeligheden igennem det filter, der er mig. I min udstilling i Lyngparken er nyt kommet til – med helt nye udtryk fra kurser på Lesbos i 2021 (Grækenland) og i Danmark – samt den seneste sang/salme fra min hånd – udgivet i 2023 i ”TOLV SALMER” med ny musik af Erik Sommer.”

Kirsten Illeborg, Dragsmurvej 23, 8420 Knebel, 42 80 18 48, grobelli@gmail.com

Erling Melin udstiller i Lyngparken i oktober, november og december 2021


Den lokale kunstner Erling Melin er bosiddende i Ebeltoft. Han er medlem af Fornæsgruppen og har igennem de sidste mange år modtaget undervisning på Aarups Kunstskole.

Kunstneren er til mange farver, og det vidner hans glade værker om, hovedsageligt malet med akryl.

Favoritmotiverne er for øjeblikket abstrakte landskaber samt vand og sten.

Inspirationen finder kunstneren overalt, i naturen i lokalområdet, på rejser, i litteraturen samt i musikken.

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17

Lone Ogstrup udstiller i Lyngparken
i august og september 2021


Lone Ogstrup har sit værksted hos August Art i Vrinners, hvor hun som fasttilknyttet bruger har stor fornøjelse af det kreative fællesskab, som opstår her med ca. 40 udøvere af forskellige kunstarter og kunsthåndværk.

Siden 1998 har Lone ugentlig modtaget undervisning i tegning og maleri. Her bliver hun løbende udfordret med bundne opgaver, som er med til at vise nye veje i arbejdet med hendes billeder.

Lone Ogstrup har i en periode undervist i Hadsten Billedskole, som er et fritidstilbud til børn i alderen 6-15 år. Her var hendes fokus på billedkunst og brugskunst, med hang til at benytte genbrugsmaterialer.

Fra efteråret 2019 har Lone undervist i maleri hos FOF Aarhus, og hun tilbyder fortløbende kurser i maleri.

Lone udstiller i mange forskellige sammenhænge og finder det interessant at se sine værker i nye omgivelser.

29 84 07 12    lone.ogstrup@hotmail.com   www.loneogstrup.dk

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17

Inge Hedegaard udstiller billedkunst i Lyngparken
december 2020-februar/marts 2021


Vi er glade for igen at byde Inge Hedegaard velkommen til at udstille i Lyngparken.
Selv kalder hun udstillingen ”Fra Mols og omegn”, og det skal nok forstås bredt.
Inspireret af en rejse i det vestlige USA malede hun en serie amerikanske billeder, der hed ”Fra Mols til Morro Bay og Montezuma, og det er nogle af dem, vi nu skal se.
Inge Hedegaards værksted ligger på Mols, og det er i naturen her, at ideerne til de fleste af hendes billeder opstår.

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17

Erling Melin udstiller i Lyngparken
oktober-november 2020



Den lokale kunstner Erling Melin er bosiddende i Ebeltoft. Han er medlem af Fornæsgruppen og har igennem de sidste mange år modtaget undervisning på Aarups Kunstskole.

Han fortæller, at han elsker farver og musik og er så heldig, at hans kone deler begge disse interesser. De har netop bygget et malerværksted. Favoritmotiverne er for øjeblikket abstrakte landskaber samt vand og sten. Inspirationen finder kunstneren overalt, i naturen, i lokalområdet, på rejser, i litteraturen samt i musikken.


Kunstkredsen inviterer til fernisering onsdag den 30. september 2020 kl. 15.00 til et let traktement. Alle er velkomne.

Hanne Sinding Svendsen udstiller i Lyngparken
august-september 2020


Hun fortæller, at hun har gået på mange kunstskoler, hvor hun har lært en masse om teknikker af forskellige etablerede kunstnere. Hun er medlem af Fornæsgruppen.

Hanne Sinding Svendsen, Kolind, er oprindelig uddannet som dekoratør og har siden arbejdet mange år som teknisk tegner.pen.

Desuden har hun taget multimediekurser. En viden hun bruger på sin hjemmeside og i sine brochurer.

Interessen for farver, former og stoflighed har altid fulgt hende.

Hun henter inspiration i naturen omkring sig og maler den gerne i små udsnit.

Erik Muff Reinert udstiller i Lyngparken
februar og marts 2020

Den anerkendte lokale kunstner, Erik Muff Reinert fra Helgenæs, udstiller i februar og marts i Lyngparken i Knebel.

Erik Muff Reinert er i øjeblikket optaget af begrebet ”bevægelse”. Specielt den menneskelige bevægelse.

Selv beskriver han det således: Figurerne bevæger sig mod noget eller fra noget. Altså et tilvalg eller et fravalg.

På den måde er publikum med i selve historien om maleriet. Jeg synes, det er spændende at fange energien og male den. Den smitter og kan være bydende, og vi vil jo ofte gerne have en handling eller en mening med motivet.

Erik Muff Reinert arbejder klassisk på en samtidsmåde, som han formulerer det, og har stor respekt for håndværket og jobbet som kunstner.

Han håber, at lyset og bevægelserne i malerierne kan inspirere alle brugere og gæster, der kommer i Lyngparken, der jo er et trænings- og aktivitetscenter. 
Medlem af Syddjurskunstnere https://www.syddjurskunstnere.dk/erik-reinert


Kunstkredsen inviterer til fernisering onsdag den 5. februar 2020 kl. 14.00 til et let traktement. Alle er velkomne.
 

Ulla Rosenkilde Ulbæk og Anna-Lise Holst-Jensen udstiller i november, december og januar 2019/2020


Kunstnersammenslutningen Fornæsgruppen tæller ca. 50 medlemmer. To af dem har indvilget i at udstille i Lyngparken de kommende tre måneder. Vi byder her velkommen til Ulla Rosenkilde Ulbæk, der bor i Grenaa, og Anna-Lise Holst-Jensen, der bor i Skanderborg.


Ulla Rosenkilde Ulbæk er født i 1949 og uddannet som bygningsmaler og har arbejdet som sådan i mange år. Hun har altid været glad for at tegne, hvad der gav hende lyst til at udforske malerkunstens univers. Hendes store viden om farver kommer nu til udtryk i malerierne.

Inspirationen til hendes billeder kommer oftest fra den skønne natur, hun bor midt i med havet til den ene side og skov og hede til den anden.


Anna-Lise Holst-Jensen har arbejdet som kontorassistent til hun gik på pension for fire år siden. Allerede i 1982 begyndte hun så småt at male. Rigtig i gang kom hun dog først, da hun og hendes mand for 15 år siden købte sommerhus i Grenaa, og hun kom i kontakt med andre malere. De dannede gruppen Glamur. Siden blev hun også medlem af Fornæsgruppen

Hun maler for det meste abstrakte malerier med figurative/ekspressionistiske motiver. Anna-Lise Holst-Jensen maler lag-på-lag, der giver dybde i malerierne, og hun bruger både pensel og spartel.

Også natursten er hun glad for at male på. Her lader hun stenenes form afgøre motivet.


Kunstkredsen inviterer til fernisering i Centersalen mandag den 4. november kl. 14.
Kunstkredsen vil være vært ved et lille traktement
Alle er velkomne

Fotoklub ISO8000 fra Aarhus udstiller i august, september og oktober 2019


Fotoklubben ISO8000, der netop har fejret 10-års jubilæum, har egne lokaler i Højbjerg ved Aarhus og tæller for tiden 85 medlemmer. Her har de blandt andet et klublokale med stor fladskærm til fremvisning af billeder, et moderne fotostudie og gode muligheder for også at udstille egne fotos på væggene.

Klubben lægger vægt på, at der er plads til forskellighed og mulighed for at realisere medlemmernes ideer og initiativer. Der er med andre ord plads til alle, begyndere, erfarne og professionelle fotografer.

Klubben arrangerer ofte fototure, hvor medlemmerne arbejder med fotografering i praksis, og de har endda været på fælles udlandsrejser til fx Skotland og Italien.

Til den aktuelle udstilling har 14 af medlemmer bidraget med billeder inden for kategorierne natur og by (Aarhus). Udstillingen har tidligere besøgt Hospice Søholt i februar-marts i år, og billederne har med deres variationer, farver og let tilgængelige kompositioner vakt stor glæde.

Alle dage kl. 8-17.

Børnehuset Mols udstiller i Lyngparken
i april og maj 2019


Over de sidste tre måneder har Børnehuset Mols og den kreative, visiterede gruppe i Lyngparken arbejdet sammen. Målet har været at ”skabe kunst – til gensidig inspiration” på tværs af generationer.

I alt 23 børn i alderen 4-5 år, og deres pædagogmedhjælper, Amy Hauschild, som selv er udøvende kunstner, har sat forskellige projekter i gang.

Temaet er vækst. Der kigges på, hvordan vi ser ud som babyer, på forskellen mellem babyer og ældre mennesker – og her tænkes på børnenes bedsteforældre.

Der er fokus på skelettet, hvordan vi er født med det, og hvordan det vokser med os – også inden for dyreverdenen, fx udviklingen fra larve til sommerfugl og fra æg til kylling.

Kunstkredsen inviterer til fernisering i Centersalen
fredag 5. april 2019 kl. 10.00.
Vi serverer boller, saftevand og kaffe.

Alle er velkomne.

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17.

 

Anne Elisabeth Høgh udstiller i Lyngparken
i februar og marts 2019


Efter et omvandrende liv i verdensmiljøet, bosat i Chicago i 25 år, er Anne Elisabeth Høgh vendt tilbage til Mols.

Hendes abstrakte malerier vises i Lyngparkens udstillingsrum i vinterperioden februar og marts – de bryder her vinterens gåder og kuldens omvandrende dans over himlen. En kombination af lyset over væggene blandet med abstrakte malerier udgør en kombination af installationsteknikker og farve.

Med en alsidig kunstnerisk uddannelse bag sig, bl.a. hos Hans Krull og på Århus Kunstakademi, nåede Anne Elisabeth Høgh via Milano, hvor hun blev uddannet som designer, til Chicago, hvor hun blev en del af det pulserende kunstnerliv.

Anne Elisabeth Høgh har udstillet både i ind- og udland, fra New York, Chicago, Los Angeles til adskillige steder i Europa og i Danmark: bl.a. Galleri Jarsbo i Århus og Ålborg, separatudstilling i Helgenæs Præstegård, Galleri v/Kirken, Vinter’s Light, Strands Forsamlingshus, Tinghuset og på Rønde Gymnasium.
 

Kunstkredsen inviterer til fernisering i Centersalen
fredag 1. februar 2019 kl. 14.00.
Vi serverer et glas vin og lidt mundgodt.

Alle er velkomne.

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17.

 

Bente Margrethe Christensen udstiller i Lyngparken i december 2018-januar 2019.


 

Bente Margrethe Christensen fra Fejrup nøjes ikke med at male på lærreder. Hun maler også på sten, både store og små.
 

Hun er oprindelig fra Århus, men besluttede i 1999 sammen med sin mand at gøre deres sommerhus på Helgenæs til deres helårsbolig. Her henter hun inspiration fra den skønne natur.Hun fortæller, at hendes interesse for at male går langt tilbage. I begyndelsen brugte hun oliefarver, siden akvarel, og nu bruger hun mest acrylfarver.

 

Hendes malerier er meget forskellige, fordi hun holder af at veksle mellem det abstrakte og det naturalistiske og gerne vil prøve nye ting og teknikker.
 

Bente Margrethe Christensens passion for at male på sten hænger sammen med hendes mange gåture langs mark og strand på Helgenæs. Stenenes facon og linjer bestemmer, sammen med hendes fantasi, hvordan et billede af et lille samfund kan vokse frem.

Kunstkredsen inviterer til fernisering i Centersalen
tirsdag 4. december 2018 kl. 14.00.
Vi serverer et glas vin og lidt mundgodt.

Alle er velkomne.

Birthe og Flemming Hagedorn udstiller deres billedkunst i oktober måned-24. november 2018.


For 16 år siden, efter et langt arbejdsliv, flyttede ægteparret Birte og Flemming Hagedorn til Helgenæs, hvor de hver dag nyder det bakkede landskab, himlen og havet.

Glæden over dette dejlige sted fremgår klart af deres malerier. De har begge malet fra de var ganske unge og fortæller, at de på Helgenæs er blevet inspireret af den skønne natur og af, at der blev mulighed for at danne et malehold i Kulturhuset Helgenæs Præstegård. Her mødes hver tirsdag, kl.10-14, en flok malere, der udveksler kreativitet og ideer. Nye, der måske har lyst til at være med på holdet, er velkomne til at komme på besøg.

Det har givet begge kunstneres kreativitet en opblomstring.

Birte Hagedorn arbejdede i mange år som pædagog, og det legende og spontane fremgår af hendes billeder. Flemming Hagedorn arbejdede som reklametegner, og tegnekunsten ses i hans malerier.

Begge er autodidakte, men har i årenes løb deltaget i en del malekurser.

Kunstkredsen inviterer til fernisering 
tirsdag 1. oktober kl. 14.00, 

hvor der serveres et let traktement.

Alle er velkomne.

Se: www.flemminghagedorn.com.


Inge Hedegaard udstiller billedkunst
i august og september 2018.


Om kunstneren: Billedkunstneren Inge Hedegaard har sit værksted på Mols.

Og her – midt i naturen – opstår ideerne til de fleste af hendes billeder. Himmel, hav, vand, træer, sten og stokke går igen på billederne – enten som naturalistiske gengivelser eller som abstraktioner, fortrinsvis malet med akryl.

Kunstneren har også arbejdet med mennesker, portrætter og ansigter og betegner sig selv som ekspressiv kolorist.

Kunstneren har deltaget i adskillige censurerede udstillinger og har modtaget diplom fra European Art Museum. I marts 2018 deltog hun i Biennale of the Nations i Venedig.
Se: www.ingehedegaard.dk 

Kunstkredsen inviterer til fernisering 
tirsdag 7. august kl. 14.00, 

hvor der serveres et let traktement.

Alle er velkomne.

Annelise Bugge Lund udstiller i maj og juni 2018


Jeg bor i Ebeltoft og har i adskillige år været aktiv i det kunstneriske miljø på Djursland. Jeg er på 9. år næstformand i Kunstgruppen Djurs, som er en kunstnersammenslutning med 32 aktive djurs kunstnere.

Jeg har boet adskillige år i udlandet, kom tilbage og boede i en del år i Ebeltoft, men flyttede så til England, hvor jeg fik mulighed for i en periode at uddanne mig og deltage i kurser inden for billedkunst. Nogle år i Schweiz, København og Århus har givet mig mulighed for undervisning fra dygtige kunstnere. Jeg følger på 6. år undervisning på Århus Kunstakademi.

Om mine billeder

Jeg arbejder med billedkunst og keramik. I billedkunsten opstår motiverne ofte spontant, under arbejdet med lærredet – som aftryk af mange lagrede indtryk samlet gennem tiden, på rejser eller i de nære omgivelser. I perioder arbejder jeg med temaer, og forfølger et bestemt emne, maler udsnit af et billede, eller videreudvikler motivet.

Farverne er det, der optager mig mest, farver kan være mystiske, magiske og smukke. Farvernes dybde og kontrast, nuancernes variation, kombineret med forskellige penselstrøg kan skabe en levende og spændingsfyldt billedoverflade.

Mit foretrukne medie er akrylfarverne. Akrylfarvernes intensitet og hurtighed passer til min arbejdsrytme og teknik, hvor jeg gennem de mange lag kan opnå en balance mellem farve og lys, massivitet og transparens.

Keramik – Keramikken har jeg taget op igen efter nogle års pause, og det skulpturelle/modellering er det, der interesserer mig. Jeg arbejde med stentøjsler og porcelænsler. Har modtaget undervisning hos Gudrun Østergård, København. 

Annelise Bugge Lund

www.annelisebuggelund.dk

annelise@lund-web.dk

mobil: 23601850


Portrætfotos af ældre kvinder


I marts og april kommer der portrætfotos op i udstillingsarealet i Lyngparken i Knebel.

Karen Rønne, autodidakt fotograf og portrætmaler, har tidligere udstillet akvareller her. Denne gang bliver det en udstilling med portrætfotos af ældre kvinder.

Karen Rønne fortæller, at der altid har været stor interesse for at afbilde både yngre og modne kvinder. Men hun undrer sig over, at selv om kvinder generelt lever længere end mænd, så ser man ikke nær så mange billeder i medierne af ældre kvinder som af ældre mænd.

Karen Rønne mener, at det måske skyldes, at tidens skønhedsidealer i høj grad hylder ungdom og glat hud.

Hun finder det i stedet langt mere interessant at fotografere og dokumentere de spor og linjer, der normalt følger med alderen i ældre kvinders ansigter og kroppe. Netop de spor og linjer fortæller om det liv, der er levet.

Det er, hvad den kommende udstillings portrætfotos fortæller om. Her sætter Karen Rønne denne gang fokus på den livsfortælling, vores ansigter udstråler.

Modellerne er mellem 60 og 100 år. 

Fernisering i Centersalen onsdag 14. marts kl. 10.00.

Karen Rønne er til stede ved ferniseringen, og hun medbringer sit kamera og tager billeder på dagen.

Kunstkredsen er vært ved et lille traktement.
Alle er velkomne.

 

Kirsten Illeborg udstiller sin kunst i Lyngparken i januar og februar 2018

_________________________________________________

NOGET PÅ HJERTE – med billeder og tekst.

Af Kirsten Illeborg

I min verden hænger ord og billede nøje sammen. Det er måske ikke in ‘på bjerget’, men det er en drivkraft i mig.

Engagementet i naturen, miljøet og menneskets adfærd, ja, hele vores planets helbred begyndte med, at min bedstefar lånte mig Jack Londons ‘Når naturen kalder’(The Call of the Wild), som gjorde dybt indtryk på 10-årige mig.

Først for nylig er det gået op for mig, at et af billederne: ‘Urkraft’ har reference til den bog.

Mine billeder har individuelle udtryk. Hvert værk opstår, fordi det bevidst eller ubevidst trænger sig på og griber mig. Måske ligger det først et stykke tid og lagrer, inden det bliver til mit udtryk. Hvert billede har sin historie.

Jeg vil uddybe med et eksempel til ferniseringen.

______________________________________________________________

Kunstkredsen holder fernisering i Centersalen

fredag den 5. januar 2017 – kl. 13.00.

Vi serverer et glas vin og lidt mundgodt.

Alle er velkomne.


Marta Holm Nielsen, Fuglsø, udstiller sine malerier fra 6. november til udgangen af december måned 2017

Hun startede med at male i 1999 på Sct. Annagades Skole i Aarhus og har siden været forbi Århus Kunstakademi og flere andre kurser i Danmark og udlandet.

Martha Holm Nielsen maler akrylbilleder med både pensel, spartel og andet. ”Når jeg står ved mit staffeli, dukker farverne og motivet langsomt frem, og jeg ved aldrig på forhånd, hvor det ender. Inspirationen kommer bl.a. fra mine mange rejser sydpå, især til Italien og Frankrig, men lyset og naturen her på Mols er også en stor inspirationskilde.

Jeg maler figurative/ekspressive malerier med masser af farver, gerne mens jeg lytter til musik.

Mit mål er at gøre beskueren i godt humør ved at se på mine billeder.”

Fernisering mandag 6. november 2017 kl. 11.

Alle er velkomne.

Hjemmeside: www.marthaholm.dk

 

Det kunstneriske fællesskab Ellipsen, Aarhus, udstiller deres malerier fra medio august indtil november 2017.

 

Hele syv kunstnere udstiller på én gang. De er alle medlemmer af værkstedet Ellipsen i Århus. Flere af Ellipsens medlemmer har deltaget på censurerede udstillinger og har både kunst-akademisk baggrund og masser af praktisk erfaring fra kunstnermiljøet gennem mange år.

 

De udstillende kunstnere er:

 

Annette Horup Andersen, Anette Røddik,

Elisabeth Buhrkal, Grethe Lomholt,

Jessie Irene Hansen, Lars Thuesen og

Marianne Langhoff.

Plakater fra Lyngparkens arkiver samt private samlinger udstilles i juni, juli og til midt i august 2017


Lyngparkens Kunstkreds har været på jagt i arkiverne. I mødelokaler, på kontorer og i depotrum har vi fundet mange plakater, som fortjener at vises frem for Centrets brugere og besøgende.

Der udstilles også værker, skabt gennem årene på Lyngparkens kreative værksted, samt plakater og kompositioner, udlånt fra private samlinger i lokalområdet.

Af udstillende kunstnere kan nævnes Dronning Margrethe II, Per Arnoldi, Bo Bendixen, Dea Trier Mørch og Andy Warhol.

Udstillingen kan ses alle dage kl. 8-17.00.

Børnehuset Mols, Knebel, og Molsskolen udstiller kunstværker i Lyngparken i april og maj 2017                     Alle dage kl. 8-17

Udstillingen markerer fortsættelsen af projektet om at fremme samarbejde og forståelse mellem generationerne, et projekt under Mols i Udvikling.

 

Børnehuset Mols har sammen med Amy, pædagogmedhjælper og kunstner, valgt projekter, afstemt efter de forskellige aldersgrupper.

De allermindste i vuggestuegruppen viser deres evner til at udtrykke følelser gennem farverig maling på et stort lærred.

De yngste i børnehaven er vilde med at tegne deres familie; derfor har de trykt billeder på stof. Måske er der også nogle kæledyr?

De ældste i børnehaven arbejder med temaet ”eventyr”. Her bruges forskellige teknikker med at sy, male, tegne og lave collage.

 

 

 

Molsskolens indskolingsklasser har sammen med deres lærer, Laila, arbejdet på et indviklet ”katteprojekt”, som de glæder sig til at vise frem. Projektet omfatter nye og kendte teknikker.

Ved at bruge flydende tusch og oliekridt på papir skaber eleverne en baggrund, der laseres med en våd klud. Derefter tages et nyt ark papir i brug, og det fyldes med ”kattepels”. Arket vendes nu om, og der tegnes en kat, som klippes ud og monteres på baggrunden. Til sidst rammes billedet ind med kattepoter.

Denne spændende udstilling viser, at der er mange dygtige og kreative kunstnere i Børnehuset Mols og i indskolingsklasserne på Molslsskolen. En ny generation af kunstnere er på vej.


Fernisering i Centersalen fredag den 31. marts, kl. 10.00.

Alle er velkomne.


 

Karen Rønne udstiller i Lyngparken 
i februar og marts 2017

Skal man male landskaber, er der ikke noget som akvarellen til at få dybde i billedet ved at få en diffus baggrund med vådt i vådt-teknikken og tegne forgrunden mere distinkt med vådt på tørt-teknikken.

Dette er noget af det, jeg eksperimenterer med i mine billeder med motiver fra de nordiske landskaber, hvor jeg har beundret fantastiske linjer og former i fjelde og fjorde foruden selvfølgelig de mere stilfærdige i de hjemlige moser, enge og søer.

På min hjemmeside: www.karenroenne.com kan man se eksempler på mine portrætfotografier af ældre kvinder og akvareller af mor-liller, nordiske landskaber, geologiske lag mv.


 


Nete Thomsen udstiller i Lyngparken 
i december 2016 og januar 2017

Jeg er født og opvokset på Helgenæs og har boet stort set hele mit liv i området. Jeg føler det som et privilegium at bo i et område med de storslåede landskaber og med havet som nabo, og det giver mig inspiration til mine malerier, der for det meste er naturalistiske.

Men jeg henter også inspiration i en helt anderledes natur, den islandske. Her er det specielt naturkræfterne og de stærke farvekontraster, jeg falder for. Og efter en tur til Island ser jeg også Mols med andre øjne, og det forstærker inspirationen.

Min malemetode er for det meste spatel-maling. Med en helt lille paletkniv lægger jeg lag på lag i billederne, der til sidst fremstår som en helhed.

Jeg håber, I vil glæde jer over mine malerier. I kan finde mig på www.meller-thomsen.dk.

Aase Ebbesen udstiller i Lyngparken i oktober og november 2016

Jeg er 62 år med et tyndt CV, hvad angår aktive færdigheder inden for malerkunsten.

Jeg anede ikke, jeg kunne male. Derfor kastede jeg mig ikke ud i det, før jeg mødte Bente Rytler, som fik mig i gang med at svinge penslen. Dette er blevet min store hobby.

Jeg har senere modtaget undervisning af Steen Christensen.

Jeg hørte forleden vores Dronning i TV udtale sig om farvernes betydning for hende. Det har vi tilfælles, Dronningen og jeg (lidt kongelig har man vel lov at være!). Derfor begynder mine billeder ofte med farverne. Formerne kommer hen ad vejen.

Udstillinger: Djurslands Bank 2014
Påskeudstilling, Tinghuset 2014
Sognegården, Ebeltoft 2014
Påskeudstilling, Tinghuset 2016
Kernehuset, Ebeltoft 2016
Lyngparken 2016.


 


Magda Høgh udstiller i Lyngparken i september 2016

Midt i sin dejlige have i Begtrup har Magda Høgh ladet bygge sit atelier. Med udsigt over marker og vandet til Helgenæs, Mols Hoved og i godt vejr helt til Gylling er her rig mulighed for fordybelse.

”Det er fantastisk at bo på Mols. At have naturen som inspirationskilde er en evig udfordring”.

Magda nævner som sin inspiration de skiftende årstider og dermed skiftende farver og lysindfald.

”Arbejdet med linjen og farven. Farven, der blandes og påføres i mange lag og derved giver værkerne et levende, transparent udtryk.

Motiver, der forenkles og bearbejdes, skaber en spændende proces”. 

Om Magda Høghs billeder skriver Erik Meistrup i Kunstavisen, en anmeldelse af Syddjurskunstneres sommerudstilling i 2016 i Dronninglund Kunstcenter: ”Magda Høgh forvandler naturoplevelserne til abstrakte, afbalancerede former i et stramt styret farveunivers”.

Kunst fra Lyngparkens arkiver udstilles i juli og august 2016

Lyngparkens Kunstkreds har været på jagt i arkiverne. I sale, mødelokaler, på kontorer og i depotrum har vi fundet sande skatte.

En af disse skatte er et maleri af vores lokale kunstner Magda Høgh, som bor i Begtrup. Kunstnerens ”Blå komposition” (ca. 2005), som hænger i Lyngparkens Centersal, giver betragteren en oplevelse af spændingen mellem flade og element. Magda Høgh udstiller sine kunstværker i Lyngparken fra sidst i august og i hele september måned.

Anne-Suzette Sadolin er repræsenteret ved flere kunstværker, hvis farver og stramme kompositioner er kende-tegnende for kunstneren.

Udstillingen byder også på værker af bl.a. Martha Holm, Vibeke Stigaard og Eva Andersen.

Størstedelen af de udstillede værker er nutidige, men harmonerer fint med den lokale ”guldalderkunst” med motiver fra Kalø Slotsruin, Mols Bjerge og den smukke natur i lokalområdet.

Jens Thomas - Træer

Anne Suzette Sadolin

Naturkomposition

Uffe Christoffersen

Rød komposition

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk